torsdag den 23. november 2017

Lolland Kommune

TVØST sendte en sms omkring midnat før valgaftenen den 21. om hvornår jeg kom til Rådhuset. På Valgnatten blev jeg interviewet og understregede at uanset udfaldet af valgaftenen så er vi i gang med at se på et massivt sagsanlæg mod Lolland Kommunes Børne-unge afdeling.

Denne afdeling fjerner tilsyneladende børn hvor man har svært ved at se årsagen til tvangsfjernelser. 
Med en 3 års minimumperiode før forældrene kan begære barnet hjemsendt, er det svært for moderen/forældrene at kræve hjemgivelse af barnet, da det er min opfattelse at Lolland Kommune vil modarbejde dette med begrundelse i dårlig kontakt til barnet i den mellemliggende periode.

Når Ankestyrelsens jurister efter omhyggelig gennemgang af sagsakter nedsætter hjemsendelsesfristen til 1 år så bliver Lolland Kommune tilsyneladende sure, bærer nag og meddeler en mor at nu skal barnet tvangsbortadopteres.

Dette til trods for at Ankestyrelsen finder det rimeligt at moderen kan begære hjemsendelse af sit barn allerede om 1 år.

Efter min mening er denne praksis tæt på at være embedsmisbrug da Ankestyrelsen ikke kan eller skal ignoreres. Den er der af en grund.

Lolland Kommune - og alle andre kommuner med samme adfærd - skal ikke have lov til at sætte sig ud over loven. Denne praksis må ad rettens vej bringes til ophør.